Invitation til dialog om seksualitet

Glem alt om kameler og forbud: Islam har også plads til homoseksuelle.

På konferencen Faith and Sexuality, bliver den konservative holdning til seksualitet udfordret af flere muslimske homoseksuelle talere, der fortolker koranen i nyt lys. Konferencen bliver holdt som et samarbejde mellem foreningen Sabaah, KVINFO og Københavns Kommune.  

Det var med stor glæde at vi i foreningen Sabaah kunne læse nyheden om Danmarks første Islamiske sexolog, Fatima El-Hajj der med åbent sind vil være med til at bryde tabuer om bl.a. utroskab, brug af dildoer og tantrasex. Holdningen til seksualitet i muslimske hjem i Danmark er ofte meget konservativ, særligt fordi sex kun hører til inden for det heteroseksuelle ægteskabs rammer. Derfor er mange diskussioner om seksualitet sløret af vores forestillinger om islamisk forbud og alting pakkes ind i et tæppe af tabu. Fatima udviser en åbenhed omkring seksualitet, vi ikke er vant til fra muslimer i Danmark, og det er enormt forfriskende. Men grænsen bliver trukket ved homoseksualitet, for det tillader Islam ikke, udtaler Fatima. Denne konservative holdning til homoseksualitet går igen i mange muslimske miljøer, og senest har man kunne læse hvordan Dahir Jama Roobleh fra Enhedslisten i Odense sammenligner homoseksuelle med kameler.

I Sabaah er vi godt bekendt med denne udbredte konservatisme, der lægger en klar defineret ramme om mange muslimers definition af køn og seksualitet. Inden for denne optik, er der ikke plads til at afvige fra en patriarkalsk heteronormativ tilgang til livet.  Men rammerne for den menneskelige seksualitet og forestillinger om køn er større, end hvad mange muslimer og andre troende gør sig tanker om.

Det er disse tanker og forestillinger der bliver udfordret på konferencen Faith and Sexuality, der bliver åbnet af vores Ligestillings og Kirkeminister Manu Sareen, og Beskæftigelse og Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev. Konferencen byder på en lang en række muslimske talere, fra Europa og Mellemøsten, der har klare holdninger til Islams budskab om homoseksualitet. Her fortolkes Koranen i et andet lys, der giver plads til en mere åben forståelse af den menneskelige seksualitet. Panelet bliver efterfulgt af et tværreligiøst panel af repræsentanter fra det jødiske, kristne og buddhistiske trossamfund, der trækker tråde til de store verdensreligioner.

Sabaah, KVINFO og Københavns Kommune har et klart princip om mangfoldighed, og det er med debatter som disse vi skaber mere plads til hinanden. Hvis vi skal stigmatisering af minoriteter til livs, skal vi turde at bryde de tabuer, der gør livet svært for mange mennesker.