Mangfoldigheds­fest – Smag Verden 2013

En dag om året samles byens foreninger og organisationer og går sammen med 15 restauranter for at lave Mangfoldighedsfest – Smag Verden.

Det er femte år i træk at Sabaah står side om side med byens minoritetsetniske foreninger, og spreder mangfoldighedsbudskabet.

I år er Smag Verden rykket til Prags Boulevard på Amager – og den 31. august og 1. september 2013 lukker man der ned for trafikken og skruer i stedet op for en alternativ gadefest i verdensklasse.

Kom og oplev København fra sin smukkeste side, når 85 frivillige foreninger blander sig med 15 restauranter og caféer, fænomenale artister og flere tusinde deltagere til et brag af en gadefest.

Det sker:
Hør Outlandish og andet fabelagtig verdensmusik, smag en gourmet ret for kun 35 kr., se ny cirkus forestilling, oplev russisk roulette med æg, dans fra de 4 verdens hjørner og meget meget mere.

I trosteltet mødes de fem største religioner om et København med plads til forskellighed.

På gaden udspiller sig et mini-verdensmesterskab i fodbold, mens foreningerne udfordrer din lyst til at snakke og restauranterne dine smagsløg.