Ks fortælling

Ks fortælling (2017)

FOR ENGLISH CLICK HERE

 

Min første gang i Sabaah (18 år (det var i 2014))

Egentlig tror jeg, jeg har haft det som de færreste, jeg har mødt i Sabaah. Jeg har siden, jeg var helt lille været ganske bevidst omkring, jeg havde en anderledes seksualitet og andre seksuelle lyster, end hvad man ellers lige gik rundt og snakkede om på skolen eller i fritidshjemmet. Det var også derfor, jeg for første gang ’sprang ud’ som biseksuel i folkeskolen, også igen i gymnasiet, hvor jeg faktisk endte med at ’springe ud’ – igen – som homoseksuel mod slutningen af gymnasietiden.

Dog følte jeg mig altid meget ensom og havde ingen, jeg kunne dele tanker med; ingen jeg kunne udveksle livserfaringer eller oplevelser med, for der var ingen som mig: minoritetsetnisk, religiøs LGBT+ person. Jeg gik ofte alene rundt, og selvom jeg af og til fik tippet om, at alt nok skulle gå, så var det bare ikke nok, for inderst inde er vi mennesker, der har brug for nærvær og nogen andre, man kan spejle sig i. Det blev værre og værre, og jeg endte med at få en alvorlig depression efter halvdelen af min gymnasietid.

 

Depressionen var dér, det hele for alvor gik ned for mig. Jeg fik selvmordstanker, ret hyppige endda, og hver dag var en kamp. Jeg husker meget tydeligt, at det første, jeg tænkte på, da jeg vågnede, var, at endnu en dag skulle overstås. Jeg trøstespiste og begyndte at ryge en masse hash for at glemme smerterne, hvilket blot gjorte hele situationen værre. Parallelt prøvede jeg også med religionen og begyndte at blive mere religiøs eller i hvert fald praktiserende, men det hjalp ikke.

Egentlig vidste jeg godt, at roden til, at jeg havnede i det her ’hul’, var fordi, jeg ikke havde en jeg kunne snakke med, en jeg kunne reflektere i. Jeg kendte godt til dating hjemmesider for mænd, der var interesseret i andre mænd, og tænkte, at nu måtte det prøves, inden jeg virkelig skulle til at miste bevidstheden eller bare grebet om min hverdag. Her mødte jeg så en ligesindede: en anden minoritetsetnisk og religiøs LGBT+ person. Vi mødes og bliver derefter gode venner, ses tit og snakker en del.

 

Tiden går og et par måneder, inden jeg bliver student, anbefaler han mig ’Cafe Shisa’. Det, der i dag er Cafe Pavo. Jeg går med på den og tager toget indtil byen efter gymnasiet for at mødes med ham på cafeen. Jeg husker tydeligt, hvordan det var at træde derind første gang: Jeg løftede gardinet, der var foran døren og foran mig sidder en mindre gruppe på 7-8 personer i en rundkreds og ryger vandpibe og snakker sammen. Det virkede ret meget som en samtaleterapigruppe dengang, men jeg husker den fede følelse af at sidde med en gruppe, hvor vi alle havde vores etnicitet, seksualitet og kønsidentitet tilfælles. Godt nok er Cafe Pavo noget anderledes i dag, men jeg vil faktisk mene, det er mere velkommen, inkluderende og uformelt i dag end dengang.

 

Det er faktisk over tre år siden, mens jeg skriver det her. Meget har sket i mit liv, og jeg har været mange steder (både dårlige, men også gode), men jeg har altid haft min ”anden familie” ved siden af mig: Sabaah. Mange mennesker i mine nære omgangskreds har jeg stiftet kendskab til gennem Sabaah, på den ene eller anden måde, og bare dét viser tydeligt, hvor meget det betyder at have nogle, man kan spejle sig i, dele erfaringer og oplevelser med og muligheden for at have en samtale i øjenhøjde – hvad enten det er om en fest i weekenden eller seriøse valg, der kan ændre på dit liv.

 

Til dig, der læser det her:

Måske kan du genkende noget fra min historie i din egen, måske er det fremmed for dig. Jeg håber i hvert fald, at jeg har formået at spire en vis inspiration eller refleksion i dig. Som mennesker har vores følelser, oplevelser og sorg af og til brug for at blive helbredt. Man skal kunne lytte til sig selv, anerkende hvilken situation man står og bygge reden videre derfra. Find folk, der forstår dig – folk, der kender til kompleksiteten, for det er altid meget nemmere, når der er andre, man kan læne sig opad og finde støtte hos. Der er mange forventninger fra vores omverdens side, selv i LGBT+ miljøet forventes det, at man ’springer ud’, men virkeligheden er, at ingen af disse forventninger er skræddersyet til dig personligt.

 

Retur til personlige fortællinger