Qs fortælling

Qs fortælling (2016)

 

Min første gang i Sabaah (Q, 19 år):

Som en fortvivlet 19-årig gik jeg ofte og spekulerede over, hvorfor jeg altid følte mig malplaceret. Jeg kunne aldrig lige sætte min finger på det. Måske var det fordi jeg var muslim. Eller fordi jeg var en del af LGBT+ miljøet. Eller begge dele. Uanset, hvor jeg prøvede at kategorisere mig selv, følte jeg mig malplaceret. Når man føler sig malplaceret, så føler man sig ofte alene. Når man føler sig alene, bliver man ensom. Jeg var ensom længe. Jeg troede jeg var den eneste LGBT+ person, som også var muslim. Jeg blev ikke informeret, som barn eller ung, at der fandtes folk som mig i verden. Og slet ikke i Danmark. Jeg levede i uvidenhed.

En dag, da jeg sad på Facebook, opdagede jeg et event holdt af en organisation kaldet Sabaah. Jeg havde ingen anelse, hvem eller hvad Sabaah var, så jeg gjorde det alle andre ville gøre – Googlede det. Jeg fandt Sabaahs officielle hjemmeside og skimmede den lidt igennem. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. På billederne ser man mennesker med forskellige etniciteter. Heriblandt folk, som lignede mig. Jeg følte, at mit hjerte bankede hurtigt. Hurtigere end dengang jeg for første gang blev forelsket i en person af samme køn.

Jeg læste videre. Her stod lidt om en cafe, Pavo, som blev holdt én gang om ugen. Hvor folk kom for at snakke og hygge i et socialt fællesskab. Jeg har aldrig været den sociale type. Jeg voksede op som det ”mærkelige” og stille mellembarn, hvilket resulterede i mine asociale tendenser. Men denne gang var det anderledes. Jeg havde et behov for at lære disse mennesker at kende. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, det var liv eller død.

Jeg skrev til den e-mail, der stod på hjemmesiden. Mine hænder rystede, mens jeg tastede. Jeg havde tårer i øjnene, og min nervøsitet ramte hårdt. Så hårdt, at jeg ventede tre dage med at sende beskeden. Men jeg sendte den. Jeg følte mig lettet.

Jeg fik svar hurtigt. I mailen stod blandt andet adressen og tidspunktet på cafeen.

Dagen var kommet. På denne dag skulle jeg møde nogle folk, som forstod, hvor svært noget så simpelt, som kærlighed, kunne være. Jeg fortalte min familie, at jeg skulle mødes med nogle veninder i København og tog med det samme bussen mod Hovedbanegården. Jeg satte min GPS på min telefon til, så jeg ville ende det rigtige sted. Jeg formåede alligevel at blive væk, men det er en anden historie. Jeg fandt i sidste ende stedet. Jeg så 12-15 mennesker sidde på nogle bænke, de havde sat sammen. På bordene var en masse snacks, sodavand og en vandpibe, som gik på runde. Jeg ved ikke, hvor jeg fik modet fra, men jeg formåede at hilse på nogle af disse mennesker. Vejret var godt. Jeg kunne mærke nervøsiteten dampe ud af mig. Jo længere jeg blev, desto roligere blev jeg.

Jeg så mig omkring. Alle disse smilende mennesker, som kæmper hver deres kamp. Jeg følte mig ikke længere malplaceret. Jeg følte mig inspireret. Jeg følte mig inkluderet. Og sidst, men ikke mindst, så følte jeg mig ikke ensom.

Der er nu gået over et år siden min første gang i cafeen, og jeg fortryder intet. Jeg, som mange andre, kommer næsten hver uge. Mange af de folk, som kommer til Pavo bliver ens tætte venner. Man forstår hinanden på et helt andet niveau, som man ikke kan finde mange steder. Jeg er så taknemlig for at blive taget imod med åbne arme og kærlighed. Jeg ved, det er svært og grænseoverskridende at tage det første skridt. Det er bare vigtigt, at vide, at vi alle har været ”den nye” i cafeen, og vi vil elske at få folk til at føle sig lige så trygge, som vi gør nu.

 

Retur til personlige fortællinger