Anna

Pigeskolen

 

Anna er 13 år, og skolekammeraten på pigeskolen i Malaysia er på samme alder. De bliver kærester. Ikke sådan noget børnekæresteri, hvor man holder i hånd. Det er på et helt andet plan. Men de er ikke alene. Et trekantsdrama udspiller sig, for en ældre elev vil have Annas kæreste. I dag er Anna 20 år, bor i Danmark og overvejer at besøge Malaysia og de gamle skolekammerater med sin danske kæreste.

 

Man kunne skrive mange historier om Anna. Hun er 20 år og fortæller om mange begivenheder og oplevelser. Om hendes far og hans voldelige adfærd og de religiøse frustrationer, der har ført til, at Anna ikke længere opfatter sig selv som troende. Der er meget – også tungt – at skrive om.

Men hun griner engang imellem højt og befriende. Og det er tydeligt, at hun ikke opfatter sig selv som et offer eller undertrykt. En af hendes utallige små sidehistorier vokser sig stor og bliver til noget, man ikke helt kan overse. Det er historien om pigeskolen.

I Malaysia ligger pigeskolen, som er prestigefyldt og ikke optager frk. hvem-som-helst. Hun får adgang til skolen da hendes forældre, uden hendes vidende, skriver under på, at hun vil være med i skolens marchorkester. Som klarinettist. Anna har aldrig før spillet klarinet. Sådan går det til, at hun befinder sig i et mandefrit inferno af stortrommer og larmende blæsere.

Hun kigger mig direkte i øjnene og prøver på at udtrykke, hvad det er, piger kan have sammen. Den der familiefølelse, som hun i hvert fald endnu mangler at opleve her i Danmark, hvor hun er nu. Selvom Malaysia på mange måder er opdelt, er livet det på ingen måde på pigeskolen.

Uniformerne er godt nok enten med tørklæde og lange ærmer eller helt korte med plisserede skørter og viser på den måde det religiøse tilhørsforhold. Men som unge piger er det ikke noget, de hæfter sig ved, Anna og hendes veninder. Tættere og tættere rykker de på hinanden i en omsorg, der ikke er mærket af samfundets normer. De er jo bare piger alle sammen. Fælles om en skole, et band og en hverdag. Anna kalder det kærlighed og kalder pigerne søstre.

Hun lægger ikke fingre imellem. Nogle ting ændrer sig. Hendes krop forandrer sig, og det samme gør hendes tanker. Både om sig selv men også om de andre. Især om pigerne. Drengene har de kun sporadisk haft noget at gøre med, når marchorkestret har spillet på diverse ture. Forholdet bliver i stedet til en pige. Anna er 13, og den halvt amerikanske, halvt malaysiske pige er på samme alder. De bliver kærester. Ikke sådan noget, hvor man holder i hånd, for der er masser af kyssen i krogene, men det er på et helt andet plan.

Men de er ikke alene. Et trekantsdrama udspiller sig indenfor skolens konservative vægge, for en ældre elev vil have Annas kæreste. Og de er ikke de eneste på skolen, der eksperimenterer. Anna griner højt. Man bliver med alderen søstre på en lidt anden måde.

Afslutningen på forholdet er dog brat. Hun dør, simpelthen. Fra det ene minut til det andet. På en anerkendt pigeskole i Malaysia er det ikke velset, at man diskuterer, hvorvidt lærerne kunne have gjort mere for at redde en ung elev, så det bliver hurtigt dysset ned og glemt.

Anna flytter til en katolsk pigeskole, 20 kilometer væk. 14 år gammel møder hun en pige, der for alvor sætter gang i hendes følelser. Det er kærlighed, siger hun. Men også det får en brat afslutning, da Anna fra den ene dag til den anden skifter Malaysias trykkende varme ud med det virvar af røde mursten, som hun betegner Danmark som. I shorts og T-shirt. I november.

Hendes far vil til Danmark, hvor han har boet tidligere, og der er ikke så meget at gøre. Hun lærer dansk på rekordtid og springer et par klassetrin over i folkeskolen. Starter på internationalt gymnasium, men springer fra efter noget tid. Møder for en gangs skyld mænd og bliver kærester med en af dem – børnekærester, kalder hun det.

I dag har hun en rigtig kæreste. En kvinde. En sådan rigtig-rigtig kæreste og forlovelse og fremtidsplaner og det hele. Og også planer om at besøge det Malaysia, hun aldrig fik sagt farvel til. De mennesker, der blev efterladt, da hun boardede flyet, men som nu er genfundet på Facebook og Skype. For tilbage det vil hun. Om ikke andet så for at vise dem, at det godt kunne lykkes. At hun ikke bare blev gift og fik børn ligesom de andre. Glemte de eksperimenter og de tanker, de alle havde, for at rette ind. For det, siger Anna, er hendes egen lille personlige sejr.

 

Retur til I andre rammer