Cédric

»Jeg er stolt af at holde fast i det, jeg står for«

 

22-årige Cédric stammer fra Libanon, men bor i dag i København. Livet som homo betyder, at han i dag ikke ser dele af sin familie.

 

Jeg hedder Cédric og er 22 år. Jeg er vokset op i Libanon hos mine bedsteforældre, som fik forældremyndigheden over mig, da min mor og far blev skilt. Da jeg var 11, flyttede jeg med mine bedsteforældre til Danmark, hvor min onkel, som er gift med en dansk kvinde, husede os, indtil vi selv fandt en lejlighed. Da jeg blev 18, flyttede jeg hjemmefra, hvilket betød, at jeg fik mere frihed til at være den, jeg er.

Jeg kan huske, at jeg i en meget tidlig alder havde et særligt indtryk af drenge. Noget som jeg ikke kunne mærke på samme måde hos piger. Jeg blev mere og mere opmærksom på min tiltrækning til mænd, og på et tidspunkt slog jeg fast, at der var noget, der var anderledes ved mig.

Det var nok muligt for mig, fordi man her i Danmark taler mere om homoseksualitet på forskellige måder, både med mobning, men fx også i skolens seksualundervisning. Så jeg blev selvfølgelig nysgerrig og begyndte at tænke meget over, hvad det ville sige at være homo og, især, hvad det betød for mig.

Jeg havde ikke så mange venner i skolen eller i hvert fald ingen nære venner. De relationer, jeg havde, var overfladiske. Da jeg senere startede i gymnasiet, var det mest piger, jeg hang med – det var nemmest at tale med dem, da der ikke var andet, der kunne komme i vejen. Jeg brugte internettet til at kontakte andre homoseksuelle og læste samtidig i Koranen for at lære noget om forholdet mellem religion og homoseksualitet.

Jeg fandt en datingside og kom i kontakt med en masse, jeg kunne snakke med om det at være homo, og det føltes befriende, selvom jeg stadig var skeptisk, fordi jeg var glad for min muslimske baggrund. På et tidspunkt mødtes jeg med en fra datingsiden og fik et godt venskab, som nok var mit første rigtige venskab, fordi det var en person, jeg kunne tale med uden at skjule min seksualitet og andre sider af mig selv, som jeg indtil da havde holdt mere skjult. Jeg brugte meget tid på nettet, og min identitet som homo fik lov til at betyde mere og mere for mig og mit kærlighedsliv.

Men i en lang periode var jeg ofte ked af det og det kunne min onkel se, så en aften blev han ved med at spørge ind til det. Efter tre timer fik jeg endelig sagt, at jeg var homo. Selv om jeg svedte og var nervøs, forventede jeg, at han ville acceptere det og lade mig leve mit liv, som jeg ville. Men han sagde, at jeg skulle tro mere på Gud og bede, for at blive kureret. Hans mening betød meget for mig, så jeg accepterede, hvad han sagde og begyndte at bede for at slippe fri af min homoseksualitet. Jeg forsøgte også at stoppe med internetsurferiet og at droppe kontakten til mine homovenner.

Men efter et stykke tid kunne jeg ikke længere undertrykke min lyst og seksualitet, så jeg begyndte at fjerne mig fra det religiøse og igen se meget til mine homovenner. Min onkel opdagede, at jeg ikke bad, og at jeg var ude til sent om aftenen, så vi diskuterede sagen igen, hvilket endte med, at han begyndte at overvåge mig. I den periode gik jeg i al hemmelighed til min allerførste homofest, hvor jeg festede og gav den gas. Det var rigtig sjovt og gav mig mod og lyst til at udleve min homoseksualitet.

Men det var umuligt at holde hemmeligt, og min onkel opdagede mig igen, da min bedstemor fortalte ham om en fyr, jeg havde med hjemme i lejligheden. Vi tog endnu en snak og han satte nogle regler op – blandt andet en, der gik ud på, at vi aldrig skulle snakke om mit liv som homo.

Det undgik vi så, og jeg flyttede sammen med min nuværende ekskæreste uden at diskutere det med min familie. En dag ville jeg vise ham, hvor jeg havde boet, da jeg kom til Danmark, så vi tog over til min onkels hus. Da min onkel fandt ud af det, så jeg ikke noget til ham eller resten af min familie i fire måneder.

Min eks og jeg slog op, så jeg vendte tilbage til min familie og bad om et sted at bo. Jeg sagde, at jeg ikke længere var homoseksuel, og at jeg tog afstand fra det. Jeg løj om min seksualitet for at få et sted at bo.

Jeg boede hos mine bedsteforældre og dyrkede så mit liv som homo ude i byen for fuld skrue, men jeg var altid forsigtig derhjemme – indtil jeg kunne finde mit eget sted at bo. Jeg fortsatte mit løgneforhold til min familie og vænnede mig til, at de ikke skulle se mig som den, jeg var. I august 2008 startede jeg en ny uddannelse og fik en ny kæreste. Livet var fedt og det kørte derudad på den måde.

Sidste sommer holdt jeg sommerferie i Libanon samtidig med, at min familie også holdt ferie et andet sted i landet. Jeg besøgte den by, hvor jeg vidste, at min familie opholdt sig. Min onkel var ikke til stede, men efter nogle timer fik jeg at vide, at han ikke ville se mig. Jeg blev skuffet og vred og vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

Jeg standsede al kontakt til min familie, indtil min bedstemor havde ringet over 50 gange, og jeg følte, at jeg måtte tale med hende og forklare hende min holdning. Efter noget tid begyndte jeg at besøge hende igen, da hun sagde, at hun elskede mig mest af alle børn.

I dag lever jeg fint nok med, at jeg ikke har kontakt til min onkel. Jeg er stolt af at holde fast i det, jeg står for, og jeg giver mig ikke. Jeg føler, at min familie må acceptere mig som den, jeg er, før vi vil kunne have kontakt.

 

Retur til I andre rammer