Marcel

Manden i huset var ikke mand nok

 

Marcel er ti år gammel, da han sammen med sin mor kommer fra Iran til Danmark i 1998. Uden noget som helst andet end det tøj, de har på kroppen, ankommer de i silende regnvejr, og de har kun hinanden. Marcel skal nu passe på sin mor, og opgaven tager han meget alvorligt. Men han kunne ikke være manden i huset for altid. »Du kan komme tilbage, når du bliver normal igen,« er det sidste, hun siger til ham, den dag, han afslører sin hemmelighed: Han forelsker sig i mænd.

 

Sommeren 1998. Tiårige Marcel og hans mor står i Mindegade i Aarhus. Det er lunt, men himlen er mørk, og fra de tunge skyer øser det ned på de to og på resten af byen, som hverken Marcel eller hans mor endnu kender navnet på. Det var nemlig ikke meningen, de skulle stå der. Det var slet ikke meningen, de skulle være i Danmark lige nu. De skulle for længst være blevet samlet op af en bil, som skulle tage de to videre med til London, hvor de har noget familie, de kunne bo hos. Men bilen kom aldrig.

Nu står Marcel og hans mor gennemblødte af regnen efter en meget lang tur med bus, fly og et par gange i lastrummet på en lastbil. De står uden deres tasker, uden nogen penge, unden deres pas, endda uden det legetøj, Marcel ellers har holdt fast i hele vejen fra Iran. For mændene, der satte dem af i Aarhus, er kørt med det hele.

»Gå bare over og bank på ruden.« siger Marcels mor roligt til ham og peger på en politibil, der holder ikke så langt fra dem. De kan ikke vente længere. De har stået i regnvejret i seks timer nu, og de ved efterhånden godt, at der ikke kommer nogen bil og henter dem. Marcel banker på ruden og gør sig umage for at udtale »We’re coming from Iran and we have nowhere to go.« Et par dage senere sidder de i Sandholmlejren, og dermed er deres liv i Danmark begyndt.

Nøjagtigt hvorfor de var nødt til at flygte, har Marcel aldrig helt forstået. Men han har heller aldrig spurgt. For nu var de jo her, og han havde nok at se til med at falde til i det nye land. Han skulle passe på sin mor og sørge for, at hun ikke blev ensom. Han skulle være manden i huset.

 

Bare os to

Ligesom Marcel skulle være manden i huset, skulle hans mor også være alt for ham. For de havde kun hinanden.

»Hun var både min mor, min far, mine venner, hun var alt for mig. Ligesom jeg var alt for hende,« forklarer Marcel i sin lejlighed på Nørrebro, hvor han i dag bor sammen med sin kæreste Claus. Marcel har ikke set sin mor i over to år, og han savner hende næsten hver dag. »Men hvis ikke hun han acceptere, hvem jeg er, så må det være sådan,« slutter han og bladrer lidt rastløst med fingeren på sin iPhone og kigger ned, mens Claus stille forlader rummet og lukker døren bag sig, så Marcel kan få ro til at fortælle sin historie.

»Men jeg kunne bedst lide weekenderne, når jeg ikke skulle i skole. Så kunne jeg bare sidde i sofaen og hygge med min mor. Om aftenen plejede hun at nusse mit hår, indtil jeg faldt i søvn på hendes skød,« husker Marcel.

Marcel og hans mor brugte al deres tid på at lære at falde til i Aarhus. Moren gik til danskundervisning, og Marcel gik i skole. Men de var altid sammen, og de støttede hinanden i alt, forklarede Marcel.

 

Noget er anderledes

Lige indtil han bliver teenager. Her begynder Marcel at have hemmeligheder. Han begynder at mærke, at han ikke er ligesom de andre drenge fra klassen. Når han falder i søvn om aftenen, tænker han kun på drenge, og uden at vide nøjagtig hvorfor, ved han bare, at han ikke må indvie sin mor i sine ukendte følelser. Det vil hun ikke kunne tåle, ved han, uden at det nogensinde er sagt højt.

»Jeg var begyndt at gå på homodatingsiden Boyfriend.dk, og det var så nyt og spændende. Jeg gjorde det selvfølgelig i al hemmelighed alene på værelset, når min mor var gået i seng,« forklarer Marcel. Men en dag, da han kommer hjem fra skolen, sidder hun foran hans computer.

»Hvad er det her for en hjemmeside?« spørger hun Marcel, idet han træder ind på sit værelse, netop hjemvendt fra skole. Hun peger på skærmen, hvor det grå Boyfriend-logo er dukket på i browserens historik. Marcel panikker og stikker hende en løgn.
»Mor det er jo sådan noget spam. Jeg har aldrig set det der før,« siger han nervøst til hende, mens hun rejser sig op og går tavst forbi ham ud af soveværelset.

 

Valget

Sommeren 2008. Marcel stå blandt tusindvis af festende mennesker i Københavns propfyldte gader. Han er blevet inviteret til København af en ven, for der er en stor parade, som han synes, Marcel burde tage med til. Det er den årlige Copenhagen Pride for homo- og biseksuelle og transpersoner, og selvom Marcel var nervøs ved tanken, er han taget derover alligevel. Marcel har fortalt sin mor, at hans skal over og besøge nogle venner. Hun ved ikke, hvad anledningen er, for den del af hans liv ville han aldrig fortælle hende om, havde hans for længst besluttet.

»Da jeg stod der i København omringet af glade, stolte mænd og kvinder, der bare dansede og så ud, som om ingenting kunne slå dem ud, vidste jeg det bare. Jeg kunne ikke lyve mere,« fortæller Marcel om den dag i København, da det går på for ham, at han må vælge mellem sig selv og sin mor.

Marcel er tilbage i Aarhus, og hans mor sidder hans i sofaen, mens han går rundt bag hende og pakker sine ting sammen. De ved begge, at nu flytter han hjemmefra.

»Du kan komme tilbage, når du bliver normal igen,« er det sidste hun siger til ham, da han er på vej ned af trappeopgangen, og Marcel sætter sig ned i taxaen med alle sine ting på skødet og med tårer i øjnene.

»Jeg savner hende selvfølgelig tit,« siger Marcel stille fra sin sofa i den lyse stue på Nørrebro, hvor Claus endnu en gang har sat sig til rette i lænestolen overfor med en top te mellem hænderne. »Men jeg har det også godt.«

 

Retur til I andre rammer