Michael

Så kan jeg jo vælge at være noget helt femte

 

Michael slæber altid rundt på sin race til trods for, at han er vokset op i en familie så dansk, som dansk som dansk kan blive. Som adopteret fra Korea oplever han, at racefornemmene lever i allerbedste velgående i homomiljøet. »Når jeg går i byen, møder jeg ikke bare mennesker, men også gennem deres øjne ’fænomenet asiat’,« siger Michael. Og der er mange fordomme knyttet til. »At asiatiske mænd er feminine, og at de har små kønsdele. Det er nogle meget fastlåste forestillinger, der er kombineret med idéen om, at sådan er en ’rigtig’ mand i hvert fald ikke.«

 

»Normalt er jeg ikke til din slags, men du er sgu da meget lækker.« Michael rykker friskfyragtigt med hovedet, mens han parodierer et scoreforsøg, han har været udsat for mere end en gang. »Jeg aner aldrig rigtig, hvad jeg skal sige til det, for det er da ret frisk at tro, at man kan score nogen ved at forklæde en nedsættende udtalelse om hele hans race som en kompliment,« griner Michael.

Han bliver egentlig ikke sur på de hovedløse bejlere, højst lidt irriteret. »Jeg tror faktisk ikke, at de overhovedet tænker over, hvad det betyder. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over graden af racisme i homomiljøet. Man skulle tro, at der netop her var en større forståelse for forskelligheder og følsomhed over for fordomme.«

Kort forinden er jeg ankommet til mødet med Michael i Cinematekets café i København. Jeg har ikke set et billede af ham eller spurgt, hvordan vi kan kende hinanden. Det behøver jeg nemlig ikke, men kan med et hurtigt kig konstatere, at han ikke er her. Det ser nemlig helt hvidt ud.

Da Michael endelig kommer ind i caféen, ser jeg ham med det samme og lægger ud med en joke: »Jeg etnisk-screenede lige rummet, før du kom, uden at få bid.« Michael griner ikke, men smiler stadig sødt. Det var en dum vittighed, men jeg er lidt for flov til at undskylde, og han er for sød til at pære videre i det. Ellers også er han bare vant til det. Som han siger, da vi er kommet i gang med samtalen: »Jeg har jo altid min race med mig.«

 

Pæredansk

Michael er 26 år og bor i København, hvor han også læser psykologi. Han er ikke vokset op med en anden religion end majoriteten. Han har ikke som bøsse skullet forholde sig til hverken mere eller mindre traditionelle familiemønstre end alle mulige andre. Og han kender ikke, på egen krop, til den famøse splittelse mellem to kulturer.

Michael er adopteret fra Korea sammen med sin lillebror og voksede op i en pæredansk familie i Holbæk. At han stammer et andet sted fra, var egentlig ikke noget, der optog Michael meget som dreng. »Mine forældre var meget åbne om, at vi var adopterede, så jeg husker egentlig ikke følelsen af, at det var svært eller mærkeligt at se anderledes ud.«

Oplevelsen af altid at bære rundt på sin race og blive mødt med de forestillinger, der er knyttet til den, kom først senere.

 

Fænomenet asiat

Michael flyttede som 19-årig til Aarhus, hvor han delte en lejlighed med en veninde. »København var lidt for stor og lidt for tæt på Holbæk. Aarhus havde det, der skulle til. Officielt var det for at komme på universitetet. Reelt handlede det mere om at komme tættere på et miljø, hvor jeg kunne være mig selv med min seksualitet,« fortæller Michael.

Men han blev hurtigt konfronteret med, at der ikke var lige så højt til loftet, som han havde drømt om. At der var kasser og kategorier, man måtte forholde sig til, og at han allerede var typecastet. »Jeg kan huske, at jeg fik et chok første gang, jeg var på homodiskoteket Pan i Aarhus. I den ene ende af baren stod en flok store fyre i armytøj og så bistre ud. I den anden ende hang en gruppe som slog mig som opkørte, påtagede eller overgearede. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Behøver jeg at vælge?«

 

Spille mod og spille med

Men at der ikke var frit valg på alle hylder uden kamp, har Michael vænnet sig til. Folk har nemlig altid allerede en idé om, hvad han er for en slags. »Når jeg går i byen, møder jeg ikke bare mennesker, men også gennem deres øjne ’fænomenet asiat’,« siger Michael. Der er nemlig knyttet en hel masse fordomme til asiatisk maskulinitet, som også hierarkisk er sat ind i et større maskulinitetskompleks, mener han.

Og svaret på spørgsmålet om, hvilke fordomme der er tale om, falder prompte. »At asiatiske mænd er feminine, og at de har små kønsdele. Det er nogle meget fastlåste forestillinger, der går igen og igen, og så er de kombineret med idéen om, at sådan er en ’rigtig mand’ i hvert fald ikke,« siger Michael med et smil.

Men mens du ikke vælger, hvordan verden ser på dig, kan du i hvert fald selv vælge, hvordan du svarer den, mener Michael. Selv har han valgt at skifte imellem forskellige strategier i forhold til racefordomme. »Jeg tager afstand, tager det til mig, spiller på det og spiller op imod det.« Selv synes han, at det er sjovt at vælge et mere råt udtryk, siger han og lader en hånd løbe over den tilbageredte hanekam.

 

Skæv på verden

Michael beskriver med et kærligt grin sin kæreste som ’en nordisk gud’. Men ellers er der generelt mere kulør over hans omgangskreds. »Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det er sådan, det er ikke noget bevidst valg, men de fleste af mine nære venner har på en eller anden måde en blandet etnisk baggrund.« Michael tænker lidt: »- jeg er måske bare tiltrukket af den dybde, det giver at være lidt skæv på verden.«

I København mødte han en anden del af homomiljøet – det omkring Sabaah, foreningen for homo- og biseksuelle og transpersoner med anden etnisk baggrund end dansk. Michael blev med det samme tiltrukket af miljøet, men mødet gav ham også en anden erkendelse: At han hverken tilhørte den ene eller anden gruppe. »Jeg så jo anderledes ud end de ’danske’ fyre, men var jo dansk i forhold til dem, der var vokset op i familier fra en anden kultur,« siger Michael og slutter: »Men så kan jeg jo vælge at være noget helt femte.«

Jeg får sagt farvel uden en dum joke, og Michael og jeg går hver vores vej ud i København. Slæbende på vores racer og alt det, der læsses i dem.

 

Retur til I andre rammer