Sabaah opruster i Aarhus

Sabaah kridter banen op. Lørdag d. 4. juni 2016 deltog vi i Aarhus Pride, hvor vi fik lov at holde tale om vores organisation og arbejde. I den forbindelse sendte vi en opfordring til Aarhus Kommune om at komme ind i kampen og støtte op om Sabaahs indsats i smilets by.

At der er behov for vores tilstedeværelse vest for Storebælt, tydeliggjorde TV2 Østjyllands interview med en anonym deltager i Aarhus-cafeen for nylig – se klippet her. Derfor beklagede vi efterfølgende i nyhederne, at vi aktuelt mangler midler til at drive vores cafe i Aarhus. Se vores seje bestyrelsesmedlem udtale sig her.

Aktuelt har Sabaah en enkelt månedligt tilbagevendende cafeaktivitet i Aarhus, men vi vil gerne styrke vores tilstedeværelse og udvide vores tilbud. LGBT+-personer med minoritetsbaggrund uden for hovedstadsområdet er pt. ilde stedt, hvis de får brug for hjælp og støtte til at tackle deres specifikke situation – og fra vores 10 år i København ved vi, at det sociale netværk er afgørende for vores målgruppes trivsel. Sidste år udkom således en rapport, der blandt andet peger på, at 20 procent af de minoritetsetniske homoseksuelle herhjemme oplever at blive socialt udstødt af deres familie.

Læs mere og find rapporten her.

Derfor er det vores mål også i Aarhus at kunne tilbyde rådgivning og at udvide cafeens åbningstider, så vi kan holde åbent hver uge. Dette kræver en fast cafemedarbejder, det kræver en rådgiver, og det kræver lokaler. Alt dette har vi i København på grund af vores samarbejder med Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune – vi synes, det er på tide, Aarhus Kommune også vedkender sig ansvaret for de minoritetsetniske LGBT+-borgeres levevilkår.

Læs mere om vores cafe i Aarhus her.