Sabaah betyder “ny dag” eller “ny begyndelse” og er en forening, som arbejder for at forbedre vilkårerne for LGBT+-personer (blandt andre homo- og biseksuelle og transkønnede) med minoritetsetnisk baggrund.

Historie

Sabaah betyder ”ny dag” eller ”ny begyndelse”. Vi er en forening, som arbejder for at forbedre vilkårene for LGBT+-personer (blandt andre homo- og biseksuelle og transkønnede) med minoritetsetnisk baggrund.

Sabaah blev stiftet d.15. april 2006 på en lille generalforsamling. Dengang var vi en lille gruppe ambitiøse unge mennesker med et fælles ønske om at skabe et socialt fællesskab, hvor vi sammen kunne støtte hinanden i at være dem, vi var og er – LGBT+ personer med minoritetsetnisk baggrund. Et fællesskab, hvor vi kunne dele erfaringer og diskutere de udfordringer, vi møder.

I årene, der er gået siden, er Sabaahs brugergruppe vokset, og det samme er vores ambitioner. De sociale aktiviteter, f.eks. vores ugentlige caféer, udgør stadig kernen i Sabaahs arbejde. Men siden 2006 har vi også udviklet både rådgivnings- og Outreach-tilbud i forskellige formater. 

Netværkstilbuddene, Rådgivningen og Outreach har fået yderligere boost de seneste år, hvor Sabaah har forlænget sit samarbejde med Københavns Kommune og derudover fået støtte fra SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration) til at videreudvikle, forankre og udbrede tilbuddene. 

Året 2018 markerede en yderligere professionalisering af Sabaah, hvor de organisatoriske rammer blev styrket, bl.a. ved ansættelsen af Sabaahs første Generalsekretær, Dijana Dix Omerbasic. Det var også året hvor Sabaah blev hædret både internt i LGBT+ miljøet og eksternt i civilsamfundsmiljøet – i april 2018 modtog vi en Axgil Publikumspris og i oktober modtog vi Tine Bryld Prisen 2018. 

Det er ikke de eneste skulderklap Sabaah har fået på vejen og hver eneste af disse har gennem tiden udviklet os til at blive bedre til det vi gør og til at blive flere om det. Trods den organisatoriske styrkelse er vi stadig primært baseret på frivillige kræfter, da det både styrker repræsentationen i og relevansen af vores indsatser. 

Overordnet set har vores mission været uændret siden 2006 – at forbedre levevilkårene for LGBT+ personer med minoritetsetnisk baggrund. Men hvor vi startede som en primært social organisation, der gennem tiden har stået bag utallige netværksmøder og storslåede fester i det københavnske natteliv, arbejder Sabaah i dag med en bred vifte af kulturelle og politiske projekter.

Organisationsdiagram

Sabaah er en forening i udvikling, og her kan du få et øjebliksbillede af Sabaahs nuværende organisationsstruktur og arbejdsdeling.

Se organisationsdiagram