Historie

Den 15. april 2017 fyldte Sabaah 11 år: Da var det 11 år siden, vi stiftede foreningen på en lille generalforsamling. Dengang var vi en lille gruppe ambitiøse unge mennesker med et fælles ønske om at skabe et socialt fællesskab, hvor vi sammen kunne støtte hinanden i at være dem, vi var og er – LGBT+ personer med etnisk minoritetsbaggrund. Et fællesskab, hvor vi kunne dele erfaringer og diskutere de udfordringer, vi møder som minoritetsetniske LGBT+ personer.

I årene, der er gået siden, er Sabaahs brugergruppe vokset, og det samme er vores ambitioner. Foreningen drives dog fortsat af frivillige kræfter, og de sociale aktiviteter, som vores regelmæssigt tilbagevendende cafeer udgør stadig kernen i Sabaahs arbejde. Vi har også oprettet en rådgivning, som du kan læse mere om her.

Overordnet set er vores mission her 11 år senere den samme, nemlig at forbedre levevilkårene for LGBT+ personer med etnisk minoritetsbaggrund. Hvor vi startede som en primært social organisation, der gennem tiden har stået bag utallige netværksmøder og storslåede fester i det københavnske natteliv, arbejder Sabaah i dag med en bred vifte af kulturelle og politiske projekter, eksempelvis:

  • Årlig deltagelse ved Copenhagen Pride og Aarhus Pride
  • Udstillingen ”I andre rammer”, der viste portrætter af og historier om vores målgruppe (link er på vej)
  • Afholdelse af konferencen Tro og Seksualitet i samarbejde med Kvinfo og Københavns Kommune
  • Deltagelse i diverse mangfoldighedsdage, offentlige debatter og konferencer såsom IDAHOT
  • Deltagelse på Folkemødet som en del af Regnbueteltet i samarbejde med AIDS-fondet og Copenhagen Pride
  • Afholdelse af adskillige fester, der har samlet Københavns LGBT+ miljø
  • Sabaahs undervisningsprojekt Outreach (link er på vej)

Vi planlægger mange flere aktiviteter. I de år, foreningen har eksisteret, har vi mærket en tydelig stigning i interessen for vores arbejde og opbakning fra målgruppen og andre – men vi har stadig masser at arbejde for. Læs videre på hjemmesiden for at lære mere om vores aktiviteter, målgruppe og arbejde – og hvordan du kan blive en frivillig del af Sabaah.